Hvad er økologi og vegansk

Der er mange gode grunde til at vælge økologi. Vi har samlet de bedste her.

Når du køber økologisk mad, er du med til at skabe bedre dyrevelfærd, mere natur og passe godt på vores miljø. Økologisk landbrug er derfor både til gavn for os og for fremtidige generationer. Her kan du læse mere om, hvad økologi er.

Økologi er mad uden rester af sprøjtegifte

Når du spiser økologisk, slipper du for rester af sprøjtegifte i maden. Økologiske fødevarer er ikke sprøjtet med de giftstoffer, som bliver brugt til at dræbe ukrudt, skadedyr og svampesygdomme i den ikke-økologiske del af landbruget.

Økologi er mad med mere smag

Økologiske landmænd lader planterne vokse i et naturligt tempo. Deres grøntsager, frugt og dyr har de bedste og mest naturlige betingelser. Det er blandt andet derfor, at økologiske varer ofte vinder gourmet-priser.

Økologi er rene varer uden sminke

Når du spiser økologisk, får du rene varer uden sminke. Økologiske produkter har naturligt udseende, smag og holdbarhed – her er det nemlig kun tilladt at bruge 49 ud af de 379 tilsætningsstoffer, der findes.

Økologi er bedre forhold for dyr

Dyrevelfærd er vigtigt i økologiske landbrug. Økologiske høns, køer, svin og andre husdyr har god plads at bevæge sig på, får økologisk grovfoder og har adgang til udearealer, når årstiden tillader det.

Økologi er godt for vores grundvand

Ved at vælge økologi er du med til at sikre rent grundvand i fremtiden. Økologiske landmænd bruger ikke sprøjtemidler. Så når du køber økologiske varer, er du med til at spare vores fælles vand for rester af de giftstoffer, som bliver brugt på ikke-økologiske marker.

Forskere til gravide: Spis økologisk

På baggrund af undersøgelser anbefaler flere forskere nu gravide kvinder at spise økologisk, da visse pesticidrester kan skade det ufødte barn.

Økologi bevarer en rig og ren natur

Naturen omkring de økologiske arealer er rigere og renere. Det skyldes dels, at de økologiske landmænd ikke gør brug af de sprøjtemidler, som andre landmænd bruger, og dels at de anvender mindre gødning end de ikke-økologiske landmænd.

Naturlig mad er sund fornuft

Økologisk produktion sker i samarbejde med naturen. Den økologiske landmand lader sine dyr og planter leve og vokse i naturligt tempo – med anvendelse af naturens egne råstoffer.

Nej tak til gensplejset mad

Inden for økologisk produktion bliver der ikke brugt gensplejset mad – hverken til mennesker eller til dyrefoder. Forsigtighed er nemlig et af de grundlæggende principper for økologisk og biodynamisk produktion.

Økologi er godt for uland

Økologiske metoder kan hjælpe fattige bønder i Afrika, Asien og Sydamerika til at producere mere mad og tjene flere penge. Derfor er det til fordel for bønderne, når der er et økologi-mærke på din kaffe, dine bananer og andre varer fra sydlige himmelstrøg.

Ø-mærket står for grundig kontrol

Det danske Ø-mærke og EU’s grønne økologilogo er din garanti for økologisk kvalitet. Det røde Ø-mærke er din garanti for, at reglerne for økologisk produktion er blevet overholdt.